Marokko paa dansk

Saa er det danskernes tur til nyheder.. og islaendinge I kan godt friske lidt op paa det danske sprog..
Jeg ved det er loerdag og at maanen har lige vaeret fuld. Jeg har vaeret i Marokko omkring 20 dage men paa kortet er jeg utrolig taet paa det sted jeg startede. Jamen vel jeg skal nok komme mig syd paa snart. Sagen er at jeg kom til at leje en bil sammen med andre rejsende og vi har vaeret paa roadtrip de sidste 8 dage men kom til bage til byen i bjergene i gaar aftes traette, sultne og beskitte men utrolig lykkelige.
Efter at have tilbragt fem dage i stedet for en dag i Moulay Idriss hos en Marokkansk familie sammen med franske Sylvie og engalske Dan var det paa tide at hver skulle rejse sin vej. Men den sidste aften fik vi ideen om at leje en bil og udskyde andre planer og paa fem minutter var det besluttet og en halvtime senere havde vi bilnoeglerne i haende.
Afgang var morgenen efter. Rejsemaal var oerkenen. Chauffoerer var Margret og Sylvie. Medrejsende var Dan og marokkanske Abdul Karim. For at give en idee om gruppens tja.. sammensaetning kommer her en kort beskrivelse af de andre rejsende:
Sylvie: 40 aar, fransk, baar vidt og bredt for eksempel i Berlin; Portugal og Pyrenees bjergene i Frankrig, hvor hendes 15 aarige soen Theo bor sammen med sin hippy far. Sylvie snakker meget, tror paa gode energier og naturen, smider ikke sit haar ud naar hun bliver klippet men laegger det pent ud i naturen fordi det er jo en del af hende selv. Sylvie er rigtig god til at faa venner, snakker allerede ret meget arabisk efter tre uger i Morokko, som af hendes eget udsagn skyldes af kvaliteten af de"juans" hun ryger tit og ofte i loebet af dagen.
Dan er stille og rolig, normal slash hippy. Han har tilbragt de sidste maanader i Provence og Granada hvor han flygter kulden i England.
Abdul Karim arbejder sem guide i romanska ruiner taet paa Moulay Idriss. Han er stolt af sit arbejde og af sin historieviden og hvor meget han har rejst rundt i Morokko. Han tog en uge fri fra sit arbejde for at komme med os som ven og give gode raad. Det vil sige holde oeje med os for sin ven Muhammed men det er en laengere historie.
Semi tidlig morgen tog vi af sted med to nye arabiske cd er i den lille, fine blaa bil vi havde lejet. Det var min tur at starte koerslen og efter at have laert hvordan stop signalen ser ud paa arabisk og en lektion i hvordan jeg skulle bruge floejten som en rigtig Marokkaner var vi klare. Med franske og arabiske tilsagn gik turen jo saa glimmrende og naar vi kom frem til oerkenen sen aften var det som om de kvindlige chauffoerer aldrig havde gjort andet end at svinge forbi aesler, boern, cyklister og folk som gik tur, alt naturlivis midt paa vejen.
Vi endte med at stoppe i oerkenen i fem dage hvor vi boede hos broedrene Hassim, Omar, Zaid, Mimoun, Jassiv og daeres faettre som sammen driver et lille auberge ved foden af oerken dunerne. Tiden floej og vi tilbragte nogle fantastiske dage hvor der blev spillet musik, kigget stjerner, gaet ture, handlet paa markedet i byen, lavet mad, koert og kigget arkitektur og selvfoelgelig tog vi paa tur paa "dromaderer" og tilbragte en nat i telt i oerkenen.
Turen gik videre op i atlasbjergene hvor vi koerte rundt og kiggede natur og arkitektur, gik flere ture, spiste mere god mad, tog paa Berber Diskotek og hvert sted soergede Sylvie for at faa nyje venner med sit flotte arabisk, smil og galskab.
Jeg kunne blive ved og ved med at fortaelle men maa hellere til at komme mig hjem til auberget hos den marokkande familie. Der skulle vist vaere Tajin i aften og vi maa hjaelpe til i koekkenet.
Efter weekenden skal jeg videre og starte paa nyt med at vaere alene paa tur. Jeg skal til hovedsteden og faa mig visum for Mauritanien og saa tror jeg det er paa tide at rigtig begynde at komme mig syd paa.
Om ikke alt for laenge.
Margret.

1 Nordur Marokko

Jaeja, ta er eg sesst til skrifta og er jafn spennt og tid fra hverju eg a ad segja.

Nu er ferdalagid ju byrjad. Eg lenti i Marokko ad morgni 6. januar. Eg svaf audvitad eins og engill og fluginu og fekk tvi ofbirtu i augun tegar eg kom ut ur flugvelinni og inn i marmara hvita flughofnina. Allt gekk eins og i sogu vid ad komast inn i landid og voru Marokkanar med skipulagdasta moti. Adur en eg vissi af sat eg i straeto a leid til borgarinnar Fez og i stad eydimerkur og thurrka eins og eg hafdi imyndad mer blostu vid graenir akrar og appelsinutre i sterku solarljosi. Mer vard hugsad til Gudridar Simonardottur og brosti ut i annad.

Eg komst nokkurnvegin klakklaust a hotelid sem eg hafdi lesid mer til um en hvad atti eg svo ad gera? Tad tok mig um tad bil tvo daga ad venjast tilhugsuninni ad vera ein a ferd og eg verd ad vidurkenna ad tetta voru pinu skritnir tveir dagar. Eg blabladi vid sjalfan mig til ad verda sammala mer um hvad eg aetti ad taka mer fyrir hendur. Tok leigubil inn i gamla baeinn og litadist um. Dro upp teikniblokkinna og teiknadi um stund, tok myndir og jafnvel video, skrifadi dagbok og drakk kaffi. Tok fleiri myndir, las i bok, teiknadi aftur. Dugleg stelpa taldi eg mer tru um en hvad svo og hvar voru allir hinir ferdamennirnir?

Venjulega tarf madur ad hafa fyrir tvi ad flyja ferdamannafjoldann en tad tok mig goda stund ad finna ut hvar teir heldu sig og tegar eg fann ut ur tvi, var tad ekki eg sem var svo god i ad eignast vini? Fyrstu tvo dagana tokst mer ad eiga um tad bil fimm setninga samraedur vid adra ferdalanga. Eg var i uppnami. Hvad var eg ad brasa her ein? En um kvoldmatarleiti komst eg i godar samraedur vid svissneskt par. Morguninn eftir spiladi eg spil vid trja astrali og eyddi deginum med teim. Tau voru yndael en eftir heilan dag med teim var eg glod ad vera aftur ein. Allt var eins og tad atti ad vera. Eg tok rutuna til naesta baejar tar sem eg aetladi ad eyda einni nott en lenti a gistiheimili sem er hluti af Marokkonsku heimili. Tar var fronsk hippakona sem er buin ad vera her i 10 daga i stadinn fyrir 1 og aetli eg ilengist ekki eitthvad her lika. Hun syndi mer allan baeinn, kenndi mer nokkur ord a arabisku. Vid eldudum heima og Muhammed kenndi okkur ad elda Tazjin sem er hefdbundinn rettur. Medan vid bidum eftir ad maturinn yrdi tilbuinn horfdi eg a frettir med Hash sem er heimilisfodurinn og tveimur sonum hans. Hann utskyrdi fyrir mer med bendingum ad tad hefdi ordid flugslys i Iran, ad frakkar hefdu skrifad undir samning til ad baeta lestarkerfid i Marokko ad tad vaeri flod a Filippseyjum. Sonur hans sem er ellefu ara og einhverfur endurtok: pizza Meknes, sem er naesti baer. Hann vildi fara tangad og fa pizzu i stad tazjin. Born eru eins allstadar. Vid bordudum oll saman, med hondunum ad sjalfsogdu. I morgun fengum vid kokur hja konunni i naesdta husi og tveggja ara Rita helt skemmtiatridi med ad stappa nidur odrum faetinum og snua ser i hring: Hun steig Marokkoskan dans.

Eg eyddi deginum med ad skoda romverskar rustir sem liggja i 45 minutna gongufjarlaregd fra baenum. Eg fekk gefins mandarinur a markadinum i nesti og te i bodi Assim a leidinni til baka. Nu verd eg bradum ad fara aftur i Marokkoska eldhusid tvi ad i kvold er Kuskus i matinn og eg a ad laera ad elda tad lika. I fyrramalid aetlar Nashia, nagrannakonann ad skrubba mig vaenlega i hammam, og svo verdur veisla tvi ad konan hans Hash er ad koma heim med Ibrahim, litla strakinn teirra sem er loksins ordin friskur eftir ad vera buin ad vera a spitala i nokkra daga.

Ja eg er ekkert serstaklega ein lengur og aetli tetta se ekki bara rett hja kallinum ad eg se bysna god ad kjafta mig inn a folk.

Engar ahyggjur af mer ad hafa. Eg spjara mig og er komin i aevintyraskap.

Bless um sinn.

Margret.